Et liv med spiseforstyrrelse, depression og angst!

Jeg udviklede for ca. 5 år siden en meget alvorlig spiseforstyrrelse, ortoreksi. Jeg tabte 15 kilo på under et år. Så jeg gik altså fra at være en flot ung pige på 53 kilo til at være en svag og ulykkelig pige på 38 kilo. Mine forældre viste deres styrke ved at tvinge mig i behandling. De kunne jo godt se, at jeg var døden nær og at jeg havde brug for hjælp. Men de valgte at sige nej til indlæggelse og havde mig i stedet boende derhjemme, alt imens jeg gik i intensiv behandling for min spiseforstyrrelse. Efter en lang hård kamp blev jeg også selv stærkere, både psykisk og fysisk.
Jeg har altid været fascineret af at rejse og min største drøm var at komme til Asien. Selvom alle læger frarådede mig at rejse med denne fysiske svage tilstand, jeg stadig led under, fik mine forældre min drøm til at gå i opfyldelse. De bakkede nemlig op om min beslutning om at rejse til Nepal i et halvt år. Når jeg ser tilbage på denne rejse, var det en enorm dumdristig rejse på dette tidspunkt, men samtidig ser jeg også de mest fantastiske forældre jeg kender. De hørte på mine drømme og vidste at det var det eneste, der kunne gøre mig lykkelig på dette tidspunkt. De forstod, at det psykiske på dette tidspunkt var det vigtigste. Jeg skulle lytte til mine drømme og ikke lægernes fejlagtige bedømmelse.

Et halvt år efter kom jeg hjem i god behold og alle omkring mig i Danmark åndede selvfølgelig lettet op. Jeg var så stabil og så lykkelig, at jeg flyttede hjemmefra. Helt alene på egne ben - kæmpe succes. Dog varede denne lykke ikke længe! For ca. et år efter min hjemkomst udviklede jeg en voldsom depression og en masse angstanfald. Jeg blev så syg, at jeg måtte flytte hjem til mine forældre igen – kæmpe nederlag. Je

Siden den episode - oplevede jeg bare at folk ikke ville kendes ved mig og holdte sig selv væk - fordi de var bange for at blive den næste!

Jeg forstår ikke den her Verden! Har været 11 gange hos Studenterrådgivningen - er nu igang med at få undersøgt mig selv et andet sted - jeg kan ikke leve uden en psykolog - for det kan være nødvendigt, når man føler at man lever et liv på en måde at man føler sig død i en levende krop - netop fordi jeg bliver overset og jeg har følt mig så isoleret for omverdenen og følt at jeg har snakket for døve øre! Jeg orker ikke mit liv, men skal!

Bare der vil ske noget mht. underskriftsindsamlingen - da det er unfair at jeg skal leve på den her måde!

Jeg er blevet mobbet i stort set hele mit liv og har været udsat for mange ting som ikke er fair. Problemet er bare at der ikke er nogen der har været der for mig - jeg står meget alene om min stress og depression og føler at alle holder sig væk - min egen familie kom aldrig og besøgte mig og ingen villle trøste mig!

Jeg har ingen veninder - kun bekendte - folk gider ikke sætte sig ind i mit ensomme liv - de tror bare det hele løser sig selv, trods jeg ikke ser særlig mange! Det er maks en eller to gange at jeg ser nogen pr. måned, især hvis det er mig der tager toget hen til dem ellers så ser jeg ikke så mange! Sidste år havde jeg fem besøg - hvilket siger noget om, hvor meget folk holder sig væk, når man har en depression!

Alle kan få en depression - men jeg kender ikke nogen der er så ensom som mig selv! Jeg er ved at starte en kvindegruppe op her i Esbjerg, og håber på at det vil blive en succes!?

Pga. min seksualitet - er lesbisk - har jeg desværre oplevet mange homofobiske mennesker på de uddannelsessteder jeg har gået på, og er nu sygemeldt pga. at ingen af mine medstuderende kunne arbejde sammen med mig - jeg kom skævt ind på et universitet - et sted hvor jeg havde glædet mig i mange år at gå på - men jeg blev ikke ordentlig behandlet - vi skulle efter vores første lille projekt starte på et nyt - og vi studerende skulle sammen danne nye grupper, men en pige spurgte mig hvorvidt jeg var klar over at dem jeg havde været i gruppe med ikke gad at være i gruppe med mig igen, og jeg svarede bare at det jeg var jeg godt klar over, og at det var helt ok, for jeg søgte også selv nye udfordringer og lige efter spurgte hun mig, om hvorvidt jeg også var klar over at alle de andre ingeniørstuderende fra vores område heller ikke ville i gruppe med mig, og jeg blev chokeret over hendes melding og svarede bare at det var jeg også klar over!

Siden den episode - oplevede jeg bare at folk ikke ville kend

Jeg er blevet mobbet i stort set hele mit liv og har været udsat for mange ting som ikke er fair. Problemet er bare at der ikke er nogen der har været der for mig - jeg står meget alene om min stress og depression og føler at alle holder sig væk - min egen familie kom aldrig og besøgte mig og ingen villle trøste mig!

Jeg har ingen veninder - kun bekendte - folk gider ikke sætte sig ind i mit ensomme liv - de tror bare det hele løser sig selv, trods jeg ikke ser særlig mange! Det er maks en eller to gange at jeg ser nogen pr. måned, især hvis det er mig der tager toget hen til dem ellers så ser jeg ikke så mange! Sidste år havde jeg fem besøg - hvilket siger noget om, hvor meget folk holder sig væk, når man har en depression!

Alle kan få en depression - men jeg kender ikke nogen der er så ensom som mig selv! Jeg er ved at starte en kvindegruppe op her i Esbjerg, og håber på at det vil blive en succes!?

Pga. min seksualitet - er lesbisk - har jeg desværre oplevet mange homofobiske mennesker på de uddannelsessteder jeg har gået på, og er nu sygemeldt pga. at ingen af mine medstuderende kunne arbejde sammen med mig - jeg kom skævt ind på et universitet - et sted hvor jeg havde glædet mig i mange år at gå på - men jeg blev ikke ordentlig behandlet - vi skulle efter vores første lille projekt starte på et nyt - og vi studerende skulle sammen danne nye grupper, men en pige spurgte mig hvorvidt jeg var klar over at dem jeg havde været i gruppe med ikke gad at være i gruppe med mig igen, og jeg svarede bare at det jeg var jeg godt klar over, og at det var helt ok, for jeg søgte også selv nye udfordringer og lige efter spurgte hun mig, om hvorvidt jeg også var klar over at alle de andre ingeniørstuderende fra vores område heller ikke ville i gruppe med mig, og jeg blev chokeret over hendes melding og svarede bare at det var jeg også klar over!

Siden den episode - oplevede jeg bare at folk ikke

Jeg har både lidt af stress og fik siden hen en depression og havde heldigvis god kontakt til min læge, der henviste mig til en psykolog. Jeg er 34 år og har i mange år arbejdet alt alt for meget og taget mig for lidt af min familie og børn. En dag gik det så desværre galt, for jeg kunne ikke mere og begyndte at tvivle på mig selv, jeg blev trist og oplevede ikke, at jeg kunne noget. PÅ trods af en ellers god karriere i et IT firma. Det var en forfærdelig hår periode.

Men takket være en superdygtig psykolog, der var fantastisk skarp er jeg nu ikke længere tynget og trykket. Og jeg har oven i købet af psykologen fået redskaber til fremover bedre at kunne håndtere de pressede situationer, så jeg ikke behøver at sygemelde mig fra mit gode job. Min arbejdsgiver har også givet mig plads og luft i min svære periode og på et tidspunkt holdt psykologen, jeg og min arbejdsgiver et møde, så jeg kunne komme godt tilbage i jobbet. Uden psykologordningen var jeg ikke kommet i terapi og uden terapi havde jeg sikkert været syg den dag i dag. Og det er jeg heldigvis ikke.

Jeg lider af periodisk depression, og måske af bipolar lidelse type 2. Det vil sige, at jeg svinger fra meget højt til meget lavt. I september var jeg i en måned indlagt på psykiatrisk hospital i Esbjerg, hvor jeg måtte undvære min lille dreng på to år og min mand. Jeg får hjælp på distrikt psykiatrien, men det var svært at komme ind. Jeg føler mig nogle gange som VIP/den heldige m.m. ved at de kunne skaffe mig en plads. En af de sværeste ting ved at lide af en psykisk sygdom er at stå fuldstændig alene med det hele - alle tankerne, tomheden, døden som udvej, angsten m.m. Så dette initiativ er fantastisk! Alle har krav på at få hjælp!!

Jeg følger Mettes blog (som har skrevet under mig,) og blogger ligeledes selv om det at lide af en psykisk sygdom. Efter jeg har fundet en blog som Mettes, føler jeg mig ikke så alene længere...  

De bedste hilsner fra Anne Mette 

... Og linket virker så ikke, så I må prøve her. 

http://frbrinch.blogspot.com/

Venlig hilsen

mette

Jeg skrev det andet indlæg her på siden under navnet Mette. Jeg lever med depression og venter lige nu på kommunens udspil om jeg endnu en gang skal i gennem en arbejdsprøvning med svær depression til følge eller om de viser mig nåde, og pensionerer mig.

Jeg synes det er så ærgerligt, at psykiske sygdomme er så tabuiserede. Derfor har jeg valgt at skrive om depression på min blog. Bloggen er min ventil, hvor jeg får bearbejdet mine oplevelser med sygdommen som trofast livsledsager.

Mange andre bloggere har tilkendegivet, at de er glade for at læse hos mig, da de selv ikke tør fortælle at de også lever med depression og at de kan bruge mine skriblerier i deres eget liv. Det synes jeg er stort. Også bloggere uden psykisk sygdom har fortalt mig, at de synes jeg er modig, når jeg fortæller. 

Hvis andre også turde åbne sig og vise, at man faktisk lever et almindeligt liv, at vi ikke er "sindssyge" men helt almindelige mennesker, der ikke kører så langt på literen som andre, tror jeg, at vi kunne aftabuisere psykiske sygdomme og få Hr og Fru Hansen til at forstå, at en psykisk sygdom er lige så almindelig og ligeværdig som en fysisk og at den derfor skal være ligestillet i forhold til behandling.

Jeg indbyder jer til at kigge ind på min blog her:

mette b

Jeg har en fantastisk læge, der var villig til at bøje reglerne for at få mig til en psykolog.

Jeg havde voldsom angst og var tæt på at droppe ud af min uddannelse. Men ud fra reglerne omkring henvisning, så er angst ikke noget, der udløser en henvisning. Men min søde læge skrev på henvisningen, at jeg led af depression, og efter tre måneder kom jeg til psykolog med tilskud.

Men igennem tiden har det slet ikke været ligeså let.
Da jeg ville have en henvisning fra min læge pga. seksuelt misbrug i barndommen, sagde han at jeg ikke hørte under tilskudsreglerne fordi det ikke var incest (krænkeren var ikke nær familie eller på anden måde meget tæt på) og fordi der ikke havde været fuldbyrdet samleje. Så ringede jeg til min sagsbehandler, der sagde, at jeg burde være kommet videre (i en alder af 16 år), hvorefter hun afviste det. Heldigvis var jeg insisterende og ringede og fortalte hende i detaljer, hvordan jeg havde det med misbruget, som jeg aldrig havde talt med nogen om før, og hvordan det påvirkede mit liv. Og så gav hun sig endeligt.

Men jeg håber, at det en dag bliver sådan, at man ikke skal bruge al sin energi på at kæmpe for at få hjælp, når man er så skrøbelig i forvejen. Jeg savner et samfund, hvor man får hjælp, når man beder om den. Og hvor det ikke er økonomien, der bestemmer, hvem der bliver rask og hvem der skal være stærkt påvirket i flere af af noget, som kan behandles.

Så jeg er lykkelig for, at I har taget kampen op!

Jeg blev afvist af kommunen da jeg søgte om tilskud til hjælp, da jeg var 20 år. Nu er jeg 21 og ved stadig ikke hvor jeg skal få tilskud fra, da jeg hele tiden bliver smidt hjem igen, hver gang jeg søger om hjælp på den psykiatriske skadestue i Roskilde. -De siger jeg skal klare mig selv.

Nu modtager jeg endelig hjælp fra en psykiater efter et halvt års ventetid, noget jeg godt kunne have undgået da jeg havde det forfærdeligt med angst og depression. Jeg fik diagosen efter at jeg blev udsat for et væbnet røveri på min arbejdsplads, da jeg engang arbejdede på en tankstation. På trods af jeg råbte højt mange gange, var det åbenbart ikke højt nok.

Jeg prøver også at søge ind på noget kognitiv behandling da angst-foreningen har rost dette, men her har jeg også ventet et halvt år, og det ser ud til at jeg skal vente et halvt år mere.

Det er selvfølgelig ikke behandlings-centrets skyld at dette sker, skylden skal rettes på regeringen der nu laver besparelser i milliard-klassen i psykiatrien, i hvert fald hvad region hovedstaden angår, ved ikke med andre regioner. I mine øjne er det regeringens skyld at jeg stadig skal lide, kan man ikke søge erstatningskrav mod Anders Fogh, Løkke og co. ?

Dejligt at vi er flere der vil anderkende et kæmpe problem.

For 3½ år siden fik min mand diagnosen manio depressiv. Vi var heldigvis blandt dem, der fik en rigtig godt og konstruktiv behandling, med det resultat at vi mand er kommet på den anden side, så at sige... Han har fået sin førtidspension, men arbejder nu 8 timer i Silvan, som rådgiver i malerafdelingen, da malerfaget er hans gamle erhverv.

Men vi kender desværre også til, når systemet svigter gang på gang. Min svigerinde havde desværre også samme diagnose som min mand. Hun var bare i den uheldige situation at bo i Horsens, hvor det er praktisk talt umuligt at råbe nogen som helst fornuftlige mennesker op. Med det resultat at hun ende med at tage sin eget liv her i februar og efterlade sig tre børn i fuld fortvivelse, om hvorfor var der ingen der ville hjælpe deres mor, når deres onkel fik alt den hjælp han havde brug for....

Vi har på baggrund af vores effaring og historie, valgt at oprette en forening (MENS-kontrollørforening), der har det ene formål at hjælpe psykisk syge og deres pårørende økonomisk, samt de væresteder der på frivillig basis også forsøger at hjælpe de psykisk syge. Vi ved også, at medicinen er så dyr, at rigtig mange psykisk syge simpelthen ikke har råd til at købe deres altafgørende medicin....

Håber at min historie kan give andre troen på, at det kan være godt, det behøver ikk altid være så skidt :)

Kort fortalt ! Jeg fik som barn aldrig love til at vise hvem jeg var,skulle altid gøre andre tilfreds og man turde ik andet, det gav mig en deprission/angst. senere i livet. jeg mener det er meget vigtigt at gøres som nyrup som er kendt og kan få det frem i lyste godt gået...
Jeg vil så sige at hvis der ikke sker noget indenfor området vil det koste mere end 90 til 100 millioner... Jeg er i dag 45 og har to børn som også har haft spiseforstyrrelse og angst, vi har fået hjælp til mine børn, men ikke optimalt, og der er ingen i denne verden der kan gøre mirakler, men på førtidspension to syge børn og en skilsmisse samt rådighedsbeløb på 3100 til alt og ikke en chance for at komme videre eller spare op til behandling, . Jeg mener det meget tit er noget man har med fra tideliger i livet og hvis man så kommer ind i en fase hvor der sker noget tragisk vil det kunne give disse sygdomme.... Jeg har selv igennem mange år betalt og været sombi agtig fordi jeg var så langt ude, men nu er økonomien ikke lige pt og hvornår vil den komme ??? Og der er bevis for at der vil være meget stor sansynlighed for at det vil udvikle sig i generationer og det vil tage meget lang tid at komme ud af.... så tak nyrup at du gør noget med dine andre intresserede... Jeg er kun glad for at jeg ikke pt vil være så egoistisk at tage mit eget liv, men havde nok gjort det hvis jeg ikke havde mine dejlige børn, Dagene kan være lange uden medizin og får flashbag men det er der så ikke nogen der forstår som ikke har prøvet det, jeg havde 14 dage til at trappe ud da der ikke er penge til at købe medizin som så startede for tre uger siden forfærdelig, jeg kan så sige at jeg ikke har det som en sombi pt ligesom jeg er blevet mere mig igen , men med apstinenser og det er jo solklart , har tage det i mange år < tilbage til 2007 med 300 milligram om dagen det højste man kan få. men jeg skal ikke klage der er andre der lider mere end mig , men jeg mener man s

Hej til Alle... 

Jeg er nu 37 år, har kæmpet med min psyke siden jeg var ca 13, har ca. været til psykolog 14 gange i alle disse år, jeg har ikke råd, desværre.

Jeg har været indlagt på en lukket Psyk.afd. men ikke engang der, fik jeg psykologhjælp, det er først fornyligt blevet indført, på Brønderslev Psyk. Nordjylland. så det var blot opbevaring, selvom jeg ikke var farlig for nogen.

Jeg har en sjælden sygdom, der har gjort jeg har væsentlig nedsat levetid, og det er da trist at jeg kører op og ned i min mentale tilstand, jeg holder mig kun oppe ved hjælp af, antidepressiver og smertemedicin af den stærke slags, og en dejlig familie.

Jeg er meget åben om min svære Depression, og fortæller gerne om det, det har hjulpet mig meget, men jeg ville da ønske jeg kunne få lidt styr, på alle de ting der rumsterer i min hjerne, og hjælp til selvhjælp... 

TAK, TIL JER DER KÆMPER FOR OS ALLE

Efter knap 2 års depression, hvoraf 1½ har været med medicinsk behandling, er jeg endelig ved at være ovenpå igen. Dette takket være en formidabel psykiater, der har taget hånd om medicineringen. Samtidig har jeg i over 1 år gået ved en psykolog hver 14. dag. Efter første besøg føltes det, som om jeg fysisk var blevet mange, mange kilo lettere. Det er en uvurderlig hjælp, jeg har fået hos min psykolog. Jeg kan ikke isolere psykologbehandlingen fra medicineringen og samtalerne, men den samlede indsats har fået mig på ret køl igen. Det har krævet mange tårer, hårdt arbejde og delvis sygemelding for at komme ud af min depression.

Jeg ville ikke have haft mulighed for at komme hos en psykolog, hvis jeg ikke havde været i målgruppen for at kunne få økonomisk støtte. Vores økonomi er ok, men det er mange penge pludselig at skulle trække ud af et budget. Jeg er periodisk depressiv og håber (!) at næste gang, jeg får en depressiv periode, bliver inden jeg fylder 37 år - eller efter reglerne bliver ændret.

Der er lige ret for sundhed til alle i Danmark! Det gælder vel ikke kun somatiske sygdomme?

Jeg har selv måttet betale for al psykologbehandling, da jeg er over 37 år, deriblandt et kursus i kognitiv terapi, som kostede 8000 kr. på én gang. Det er jo ikke alle, der kan trække det ud af et budget. De andre på kurset fik det betalt. Så det har haft store økonomiske konsekvenser for os, da der skal tjenes en del for at kunne betale for behandlingen.

Da den medicinske behandling, jeg fik ordineret af min egen læge ikke hjalp godt nok, fik jeg en henvisning til psykiater. Ved et lykketræf var der lige startet en ny op i byen, så jeg skulle kun vente 14 dage med at komme til. Nu er der 2½ års ventetid hos hende... Psykiateren hjælper med medicinering og sygemelding, da jeg gradvist har fået det dårligere gennem årene. Hun mener ikke, at jeg skal arbejde mere.

Jeg har læst nogle pjecer og en bog, jeg fik hos psykiateren. De har hjulpet mig til at forstå det lidt bedre. Jeg har deltaget i distriktspsykiatriens psykoedukation sammen med min mand. Det var rigtig godt, fordi han mødte andre pårørende.

Da jeg kom til læge med svær depression, blev jeg spurgt om jeg ville behandles, hvilket man ikke er i stand til at tage stilling til i den tilstand. Man spørger jo ikke en patient med diabetes, om hun vil behandles med den medicin, der hjælper???

Jeg synes, at en pakkeløsning til moderat/ svær depression bør bestå af omgående medicinsk behandling, der kan opstartes hos den praktiserende læge. Derefter overføres til psykiater, der justerer medicinen ind. Dernæst et obligatorisk kursus i kognitiv tænkning og et forløb hos psykologen, hvor man træner det ud fra egne oplevelser. Behandlingen skal i øvrigt være lige så gratis som alle andre sygdommes behandlingsforløb.

Man skal have et godt netværk for at være psykisk syg. Og så skal man være stærk og vedholdende for at få behandling... hvilket ikke er så let, når man har svær depression. Jeg synes, at man skal alliere sig med én

Jeg vil anbefale andre at kombinere psykolog og havregrød.... eller blive indlagt .... Hvad skal man ellers gøre? Medicin hjælper jo ikke alle, og selv om det virker er hjælp til at hele sindet godt for at blive stabil nok til at undvære medicinen (som alt andet lige er noget skidt for kroppen).