Min historie

af Birthe Neumann, skuespiller

Jeg har i årene efter min egen depression som jeg havde i årene op til 1992, ved flere lejligheder fortalt i interviews om min sygdom. Som skuespiller har mit arbejde ofte givet mig offentlig taletid, som jeg bevidst udnyttede til at fortælle om hvorledes jeg selv var kommet igennem. For at være med til at gøre det i orden at tale om psykisk sygdom på samme måde som om fysiske lidelser. Men min dagsorden var hele at tale om medicinen som en nødvendighed for helbredelse, sådan som jeg selv havde oplevet det. Og være med til at dementere at medicin skulle være en krykke for mennesker der ikke havde mod og selvindsigt nok til tappert at gennemleve nødvendige livskriser. Fordi den holdning til medicin meget længe havde været min egen.

Før min depression kulminerede i 92 havde jeg opsøgt alverdens former for alternative terapier og også fået kvalificeret psykologhjælp. Men intet havde kunnet ændre på min fundamentale opfattelse af mig selv som et udueligt og værdiløst individ, en fiasko i alle livets forhold. På et tidspunkt endte jeg hos en psykiater, der efter et halvt års samtaleterapi, satte mig på medicin. Jeg følte det som et kæmpe nederlag, men underkastede mig om end meget modvilligt, og spiste i et par måneder noget man allerede dengang kaldte for lykkepiller. Og fik det om muligt endnu værre. Til sidst var mine selvmordstanker så konstante og konkrete, at jeg måtte lade mig indlægge for at være under opsyn. Selv følte jeg at dette var min egen personlighed og viljes endeligt.

Mennesker der som jeg har ligget på en psykiatrisk hospitalsafdeling ved at det ikke er noget med enestuer og fodmassage, men jeg ville ikke have været dette ophold foruden. Jeg så jo så mange der havde det som mig eller endnu værre. Og var i live.

Jeg kom i konsultation hos en af hospitalets overlæger, med speciale i depressioner. Han fortalte mig at jeg var fejlmedicineret, at han vidste hvilken medicin, der mest sandsynligt ville hjælpe mig. Jeg afviste desperat at tage mere medicin, og han accepterede det med det samme, men gentog som et mantra at han kunne hjælpe mig.

Jeg trappede ud af min medicin og fik det forfærdeligt, igen med disse fristende selvmordstanker.

Derefter blev jeg medicineret med et gammeldags tricyklisk antidepressiv med nogle bivirkninger, der efter et par døgn gjorde mig til en zombie i et smerte helvede.

Efter at have taget medicinen i fjorten dage faldt jeg i søvn en aften og vågnede ti timer senere om morgenen. Jeg rejste mig og trak mit rullegardin op, og først da fattede jeg, at noget var anderledes. Himlen var blå og træerne grønne - jeg så i farver. For første gang i meget, meget lang tid.

Jeg har erfaret at denne bratte måde at blive rask på er usædvanlig, men sker af og til.

Jeg løb på bare tæer og i min natskjorte direkte over på Frederiksberg Hospital, styrtede hen til en sygeplejerske greb fat i hende og sagde: "Jeg er rask, men hvem fanden er jeg?"

Hun svarede mig: "Du er da bare Birthe."

Det tog mig lang tid at lære at turde stole på at hun havde ret. 

Mit held har været at jeg har en dygtig psykiater, som jeg henter stor støtte og styrke hos.