Min historie

af Henrik Dahl, Foredragsholder og forfatter

Jeg har altid været kendt som ham den glade spasmager fra TV.. Ham der hele tiden var sjov.
Men lige pludselig var der noget helt galt. Jeg opførte mig som en idiot..

Jeg har altid været vanskelig at arbejde sammen med, fordi jeg er meget ærekær, omkring det jeg laver. Men det her var fuldstændig utilstedeligt. Jeg skældte ud på alt og alle og bragte mig på kant med chefen og gik amok på et redaktionsmøde. De andre forstår simpelthen ikke hvor god jeg er, og det ender med, at jeg går med et gyldent håndtryk.

 

Det er mig, der er verdens herre. Jeg klarer mig på næsten ingen søvn, smøger og øl.. Beslutter at købe en Mercedes. Og en ferielejlighed i Tyrkiet. Og jeg vil for alt i verden have fjernet alle hybenbuskene i vores have. Jeg ænser ikke, at jeg river armene fuldstændig til blods i kampen for at fjerne de genstridige hybenbuske.

 

Min daværende kone Camilla er bekymret og stiller spørgsmål. Hun bremser mine planer, når jeg selv synes jeg er allermest flyvende. Efterhånden har jeg dårligt tid til at spise, så geniale er de projekter, jeg går og udtænker.

Det hele kører efterhånden op i en spids, hvor jeg er ligeglad og afviser dem, der prøver at hjælpe. Jeg er jo ofte gået amok. Det ene øjeblik "manisk" perfektionist, så humørsyg melankoliker. Men sådan var Henrik jo. Jeg troede, det var min personlighed.

Det ender dog med, at jeg alligevel går til psykiateren, der straks ordinerer dæmpende medicin. Men der skal endnu en depression til, før det bliver klart, at det er bipolar affektiv lidelse jeg har.

Efterfølgende var jeg på TV3 i to år, men det var hårdt. Jeg røg ned i en depression igen og kunne kun lige hænge i med det yderste af neglene. Senere forsøgte jeg at starte et livsstilsmagasin. Det var en god ide og vi solgte masser af annoncer. Men jeg arbejdede ekstremt meget og røg op i en kraftig mani igen. Jeg var helt umulig at arbejde sammen med. Jeg ville have, at mine kollegaer skulle springe rundt på væggene ligesom mig. Hvis de andre ikke var enige, råbte og skreg jeg, at de var uduelige. Men det var mig, den var gal med.

Da diagnosen endelig blev stillet, var det en lettelse for både mig og min daværende kone Camilla, nu havde sygdommen endelig fået et navn og vi kunne gøre noget ved det.

I dag er det mig, der har styr på sygdommen. Jeg tager min medicin – og det skal jeg nok fortsætte med resten af livet. Jeg kender præcist tegnene på mani og depression og synes egentlig aldrig jeg har været så stabil i hele mit liv.